Den kristne kulturs nye “grundbog”

KFS-forlagets essaysamling underbygger på bedste vis kunstens berettigelse og nødvendighedDet kan og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har glædet mig meget til at læse denne bog, for den beskæftiger sig med det, jeg allerhelst vil arbejde med: kunst (altså tone-, digte-, film- og billed-kunst) – vel at mærke ud fra en kristen synsvinkel.Bogen indeholder fem essays, hvoraf Knud Henning Hansen har skrevet de to: et indledende om “Skabelsens mysterium” og et om hans område, billedkunst. Det er de to essays, jeg har haft størst glæde af at læse, hvilket formentlig hænger sammen med, at forfatterne til de tre øvrige er mere bevidste om deres målgruppe, de unge studerende.

Det gælder ikke mindst Christian Munch-Hansens essay om musik, fordi han næsten udelukkende forholder sig til rytmisk musik – og gør det på en måde, så man næsten skal være indviet for at være med.

For mig var der mere at hente i Martin Falch Rasmussens “Noter til litteraturen” – selv om han tilsyneladende har et lidt ambivalent forhold til sit fagområde. Han skriver fx (måske lidt selvironisk?), at man skal være “små-depraveret i sin sjæl” for at være læsehest. Men han er ikke i tvivl om litteraturens store betydning for mennesket og samfundet: “Den rette bog på det rette tidspunkt … og et menneske og et helt samfund bliver aldrig det samme igen” (s.60). Han giver også udtryk for det problematiske forhold, der eksisterer mellem kristne og kunst (og kultur), men er heller ikke i tvivl om dens værdi for kristne: de “må beskæftige sig med kunst, ja, (de er faktisk) nødt til det” (s.62). Derimod er jeg nok uenig i, at det ikke skulle være muligt at formulere en bibelsk baseret kunst- og kulturteori, hvilket forfatteren med sin note om kunstsyn tilsyneladende mener.

Manuel Vigilius skriver om film, og det gør han trods alt godt. Han bruger sit essay til at omtale tre film og to tv-film-serier. Tre af titlerne kalder han “skud i tågen”: Camerons Titanic, Tarantinos Pulp Fiction og Lynch’s Twin Peaks, de to øvrige “pletskud”: Allens Små og store synder og Kieslowskis Dekalog. Inden disse omtaler har han en kort indledning om film, hvor han bl.a. skriver, at “film i dag er blevet den mest tilgængelige, populære og udbredte historiefortæller i hele den industrialiserede del af verden” (s.77), hvilket jo er ganske rigtigt. Så der er god grund til at beskæftige sig med – og ikke bare se – film – for at få øjnene åbnet for dette “det mest forførende medie” (s.78).

Også Knud Henning Hansen forholder sig i sit essay om billedkunst til såvel mere “tågede” som “rammende” kunstværker. Til de førstnævnte, der umiddelbart kan opfattes som provokationer mere end som egentlige kunstværker, hører blandt de omtalte Michael Kviums Naturens gave og Andres Serranos Piss Christ. De to kunstnere, forfatteren fremhæver, fordi de har skabt stor og god kunst, er begge danskere: Oluf Høst og Sven Havsteen-Mikkelsen. Det er om den sidste, han skriver det, der egentlig burde have stået som retningsgiver for al kunst: “Der, hvor kunsten er blevet tjener for evangeliet og lader os “se” Ordet, der har den nået det højest tænkelige mål” (s.130). Det er klart, at det væsentlige for en billedkunstner er spørgsmålet om at se, at få øjnene åbnet, og sætte tankerne i gang i en positiv og konstruktiv retning. Hvilket er det, Knud Henning Hansen med sit essay vil anspore os til.

Samlingens mest inspirerende essay er dog det indledende, hvor Knud Henning Hansen fremlægger et bibelsk kultur- og kunstsyn ud fra en skabelsesteologisk forståelse af livet. Det gør han lidt i et opgør med den gængse – negative eller ligegyldige – holdning til kunst og kultur i vækkelsesmiljøer. Han nævner den folkekirkelige højrefløj, men den trives også i frikirkelige sammenhænge. Heroverfor slår forfatteren bl.a. fast, at kunsten har sit udgangspunkt i skabelsen, og at kunsten afslører længslen efter Gud. Essayet, der også kunne have heddet “Kunstens hemmelighed”, diskuterer bl.a. desuden de nok så væsentlige etiske og erkendelsesmæssige perspektiver i kunsten: Den må tale sandt, også om det onde, men den må samtidig tage afstand fra det. Essayet når vidt omkring, og det er fuldt forståeligt, at det var dette essay, som oprindelig er holdt som foredrag, der var inspirationskilden til bogens udgivelse.

Der er faktisk mange guldkorn i denne essaysamling, som Credo Forlag skal have en meget stor tak for at have udgivet – og nogle af disse fortjener at blive citeret engang her på kultursiden.

Knud Henning Hansen m.fl.:
Snit – Essays om kunst
131 sider – 135 kr
Credo Forlag 1999
% 3543 8282